hvad hverdagen byder på

Nu er det jo sådan at der skal være regler i et samfund, for at det kan fungere. Og ethvert forhold, det være til en mand eller til en veninde, må betragtes som et lille samfund. Derfor har veninden og jeg en del regler vi efterlever til punkt og prikke. Ikke helt for at få tingene til at fungere, mere fordi det er pisse sjovt. Vi har bl.a. den regel der hedder at hvis man ser en neger på cykel, må man slå den anden. Hvis man ser en Saab, har den anden 15 sekunder til at finde 3 franske biler, ellers bliver hun slået. Hvis man er den første som ser en neger komme gående med et høstredskab fra før vor tidsregning, må man IKKE være den første der ser det. Så bliver man slået. Men når man er ved Verdens ende og gerne vil se lidt halv godt ud, er det ikke særlig praktisk at have den million blå mærker det giver at blive slået hver gang man ser en neger på cykel. Så i feriens anledning blev reglen lavet om til en neger på cykel MED enten lys på eller iført cykelhjelm. Det er nemlig ikke noget man ser særlig tit. Og det gik også kun galt den ene gang hele Verdens endes samlede politi korps cyklede forbi os på øvelse… Iført cykelhjelme og dynamoer.

Nå men det var lige et sidespring. Dagene gik jo som de gør når man slapper max af. Og der er ikke de vilde ting at fortælle om selve ferien før den dag de ringede fra Trinidads lufthavn at NU var vores kufferter helt sikkert på vej og kunne hentes samme aften. Jamen er livet da ikke bare smukt I mellem tiden havde vi opdaget et spritnyt shopping center nogle km. fra vores by, så vi var blevet nogenlunde udstyret. Men ville alligevel blive fantastisk at få sine egne ting igen. Så på det aftalte tidspunkt, er vi at finde i lufthavnen. Vi er noget opstemte og glade. Der er gået 7 dage og det bliver skønt at blive genforenet med sit tøj, (H)valborg, Niels og Ugla. (Niels er min ældgamle tøjhund som jeg har haft altid og Ugla er den teenage ugle vi købte i Dublin). Så vi drøner straks hen til væg telefonen og jeg forbereder mig på dens skingre ringetone da jeg er lige ud for den. Men denne gang skete det ikke. Jeg ringer så selv og der kommer en rar medarbejder. Noget af det næste bliver skrevet på engelsk, da det er umuligt at oversætte Men jeg forklarer manden hvorfor vi er der, og han beder os vente et øjeblik (et caribisk øjeblik svarer som regel til en halv time). Men vi er jo ved godt mod. Og desuden er vi udendørs og må ryge alt det vi vil. Da medarbejderen kommer tilbage siger han, I’m sorry ladies. Your baggage have arrived, but they haven’t got the necessary custom reports, so we’ll have to get the papers from Trinidad before you can have your bags. Jeg siger; what??? Ham: I’m sorry, but it haven’t been through customs but you can come back tomorrow and then we’ll see. Mig: Are you fucking kidding us? We have been waiting for those bags for 7 whole days, and now you are telling us we can’t have them because of a paper miss ing? Ham: Well yes miss, you see, custom is… Mig: Nononononono (rystende højrehånds pegefinger mod ham) custom is that the passengers get their motherfucking suitcases 10 minutes after getting off the aircraft, not 7 og 8 days later, so I don’t give a shit about how you are gonna do this, but we aren’t leaving this airport without our bags and it is your responsibility that it happens, and rather sooner than later. (til dem som ikke taler så godt engelsk, custom betyder både told og normalvis). Manden ser så noget rystet ud og siger: Jamen så bliver jeg jo nødt til at sende en fax. Hvorpå jeg, en smule resigneret over dumheden, siger… Well go Fax !!! Han siger, jamen det tager måske lidt tid. Og jeg svarer at jeg er pisse ligeglad. Han skal bare skaffe de papirer. Her går det op for ham at de her piger altså virkelig mener det, så han skifter stil og beder om mit telefon nummer, for så kan vi lige cykle hjem og drikke en drink og så vil han ringe så snart faxen er gået igennem. Fair nok, men han har højest halvanden time - hvis ikke han har ringet indenfor det tidsrum, vil jeg komme igen. Min veninde som ellers altid er meget stille i den slags situationer, har pumpet jern i noget der ligner 18 år og selvom hun på ingen måde er bodybuilder, er hun meget stærk. Så hun ser på ham og siger, og kan du se den her arm?? Den kommer også igen… Manden skynder sig så væk og vi hopper på cyklerne (hvilket stadig er nemt, mere om det senere) og kører hjem. Her får veninden så krampelatter ved tanken om hvordan jeg stod og pegede fingre af ham og sagde no no no no no som en anden black mama. Men var åbenbart det der skulle til, for ikke engang en time senere ringer manden. Han har papirerne og vi kan bare komme og hente vores to kufferter. TO kufferter… vi har jo for fanden FIRE. En hver og så en med (H)valborg i. Han siger han er ked af det, men de har altså kun modtaget to kufferter. I mit stille sind kan jeg ikke lade være med at håbe det er cloggs damens og hvalen som stadig er væk. Men os ned til lufthavnen hvor vi skal igennem alverdens sikkerhedschek osv for endelig at komme ind til den savnede bagage. Som selvfølgelig var venindens og cloggs damens. Det kan ikke helt beskrives, men den følelse af uretfærdighed som kom over mig der, glemmer jeg aldrig. Her havde jeg brugt en halv ferie på at ringe frem og tilbage, køre frem og tilbage, skælde ud og smigre og så var det MINE ting som stadig var væk Det hjalp dog lidt på humøret at veninden skulle åbne sin kuffert fordi den vibrerede mistænkeligt. Vi ved godt at tolderne håbede at finde en kæmpe dildo deri, men det var nu bare mit mekaniske marsvin som jeg havde gemt under hendes tøj :-D. Da vi er på vej ud fra lokalet, fanger mit trænede øje en taske i et hjørne. Det er (H)valborg. Den har stået der i omkring en uge forklarer de. Jeg sukker resigneret, tager min hval og cykler hjem.

Mit humør er meget dårligt på det her tidspunkt og veninden er fuld af sympati. Hun lover mig at i morgen tager vi i shopping center og køber en masse ting til mig og jeg må selvfølgelig låne alt jeg vil af hendes. Jeg græder lidt og har svært ved at indrømme at det ikke så meget er tøjet jeg er bange for at miste, men Niels og Ugla.

Jeg sætter derfor mit vækkeur tidligt, så jeg kan ringe til Heathrow i det sekund de åbner deres bagageklagebiks. Og da jeg kommer igennem, bliver jeg mødt af den mest forstående pige. Hun lytter til alt jeg siger og siger at hun virkelig godt kan forstå mig. Og nu vil hun med det samme autorisere at vi alle tre får hver 8000 kr. til at købe tøj, parfume, make up, sko, bøger og diverse for. Det kan godt være hun har den opfattelse at veninden og cloggs damens ting stadig ikke er kommet, men jeg er piv ligeglad. Hun giver mig et autorisations nummer, som betyder at når vi har shoppet alt det vi vil, skal jeg sende alle bon’er og kvitteringer til hende og skrive det nummer på. Så får vi pengene retur. Og selvom det ikke lige bringer Niels og Ugla tilbage, så er der bare noget ved at kunne bruge SÅ mange penge i et shopping center. Og da veninden og cloggsen siger at nu da de har alle deres ting, skal vi først og fremmest bare købe ting til mig, er jeg vist tæt på at føle ægte lykke. Der er ikke så meget at fortælle om selve shopping turen, udover at vi måtte med 3 taxier hjem. Nå ja og da vi stod i skobutikken og skulle betale, kom en lille forsagt ekspedient og sagde til mig at hvis en ekspedient kunne sælge 12 par sko til samme kunde, ville hun blive forfremmet og få en klækkelig lønforhøjelse. Og det var ikke for at presse, men da jeg havde 11 par sko, kunne jeg måske overtales til at købe et par til?? Veninden og jeg bruger samme størrelse, så intet problem i det. Og vupti solgte den lille dame 16 par sko til samme kunde Fortsættes…

Jeg kan ligeså godt sige det som det er. Jeg hader min orkidé !!! Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet mig af den plante, men i hvert fald ikke det her. Faktisk var det noget jeg havde tænkt over længe, det der med at få sådan en plante. Det tiltalte mig at den er lidt mystisk. Der er endda lavet et helt afsnit Barnaby hvor folk slår hinanden ihjel pga. sådan en. Og faktisk er det ikke en blomst, men en plante. Så det var lidt med ærefrygt at jeg bragte den hjem. Jeg havde valgt en fin hvid slags, med 6 blomster og 4 knopper. Nu ville mysterierne starte og jeg ville blive del af en hidtil lukket verden.

Første forhindring var at opdage jeg ikke har nogen urtepotteskjuler. Men heldigvis fandt jeg en glas ting som er stor nok til at den kan stå deri. Næste forhindring - hvor skal den stå?? Den må ikke få direkte sollys, men lidt lys skal den have. Den må ikke stå i træk og den må ikke stå i nærheden af radiatoren. Men når man bor som jeg gør, så er hele den ene væg faktisk et stort vindue, så uanset hvor jeg stiller den, vil den få sollys. Og nu var det jo heller ikke udelukkende for min egen skyld at jeg fik den. Var jo også for at folk skulle sige, Nææ har du fået en orkidé?? Og så skulle jeg med uudgrundeligt ansigtsudtryk, nikke stille. Så fame om jeg vil stille den bag sofaen.

Tredie forhindring, den må ikke vandes ovenfra… faktisk skal den helst have kogt afkølet vand og kun en gang om ugen. Men nu er det jo sådan at jeg vander når jeg kommer i tanke om det og så er det bare en tur unden hanen med planten. Og det kan jeg jo ikke gøre med den her. Så derfor kogte jeg halvanden liter vand, hældte på en colaflaske og stillede den i køleskabet. Så var alt klart til når jeg skulle vande hver lørdag.

Faktisk skulle alle betingelser for at være medlem af orkidéklubben nu være opfyldt. Og så sidder jeg her, alene hjemme med min plante en lørdag aften. Jeg fortæller den at den er smuk og jeg er stolt af den. Og hvad gør den så? Den råber fuck dig din taber, og smider samtlige 6 blomster på én gang!!!  Så nu sidder jeg tilbage her, dumpet som orkidé ejer og tænker det fandme er godt jeg ikke har børn.

Der er simpelthen intet så fantastisk som at vågne om morgenen og vide man er i Caribien. Man slår øjnene op og kan dufte hvor frisk det hele er, solen skinner og man kan høre fugle og andre dyr. Faktisk ligger man og tænker at livet er perfekt, lige indtil gårsdagens eskapader hamrer ned over en… Fuck hvor gør det ondt over det hele. Så er det man lige skal lave kropslig damage control. Man starter med, med lukkede øjne naturligvis, at forsøge at kigge sig selv op i hjernen for at se om den stadig er der. Når det så er gjort, mærker man efter om man kan føle begge arme, ben, mave osv. og når man er helt sikker på at intet er brækket eller flænget, så rejser man sig langsomt. Og bedst som man er ved at affinde sig med de fysiske tømmermænd, kommer de moralske som en hammer i hovedet. Fuck fuck fuck Dét gjorde jeg bare ikke. Men det gjorde jeg selvfølgelig. Altså selve det at gå alene i byen, en anden by vel at mærke, med 10 fremmede folk er ikke så slemt. Men at komme i tanke om det stripnummer man insisterede på at lave foran veninderne da man kom hjem… og selve erkendelsen af at man stadig ikke har en trævl på kroppen. Man kaster en t’shirt over sit smertende hoved og finder nogle shorts som ikke allerede er brugt på begge sider, for man har stadig ingen bagage fået, og så gør man sig klar til mødet med veninderne. Man håber at de var ligeså stive som en selv, men man ved godt inderst inde at det var de ikke.

Heldigvis er det gode veninder og det viste sig at det også kun var cloggs damen som var hjemme og hun havde moret sig kosteligt over mit nummer, så alt blev glemt. Nu skulle veninden og jeg bare lige ned i lufthavnen og så skulle vi på stranden. Mens morgenmaden, bestående af friske frugter, vandmelon og isvand (nej ok så, scrambled eggs, bacon, hashbrowns og toast) blev fortæret, kom vores redningsmand Everton cyklende. Gensynsglæden var stor og vi fik fortalt ham at han havde reddet vores ferie. Han havde endda været så forudseende at tage to cykler med til os, så vi kunne komme rundt i ferien. Så cloggs damen ryddede op og vi drønede i lufthavnen. Nu er det sådan at man skal passe lidt på med kørslen ved Verdens Ende. Der er enormt store huller i vejene forårsaget af regnskyl. Så det bliver noget af en slalom tur man får. Tilgengæl kører de i venstre side af vejen, så forvirrende er det sgu. Men vi havde jo prøvet det mange gange før heldigvis.

Da vi kommer til Lufthavnen bliver vi lidt i tvivl. Hvor mon vi egentlig skal henvende os. Det er en mikro lille lufthavn og vi kan ikke se nogle folk omkring os. Men på en væg hænger en telefon og et skilt om at man kan ringe op på et nummer og få fat i noget personale. Vi nærmer os telefonen og jeg tror faktisk jeg slog verdensrekorden i højdespring, da telefonen ringede i det sekund jeg rakte armen ud for at tage røret. Har senere tænkt mig frem til at de må sidde med videoovervågning og simpelthen gør det med vilje for at skræmme turisterne. Og faktisk var det jo skide sjovt. Og der kom en mand og talte med os. Han kunne så desværre ikke hjælpe os, for der var ikke kommet noget bagage. Nå men os tilbage til huset og mig i telefonen til Trinidad lufthavn. Til beskeden at vores bagage alligevel ikke var blevet fundet. Nu var den kategoriseret som TABT. Arghhh. Men vi skulle lige ringe igen i morgen. Ja ja da. Men så ville vi lige cykle ned i den lokale alt mulig tøj butik og købe lidt undertøj. Og også til vores clogss dame. Så vi hopper på cyklerne igen og ned i forretningen. Jeg får en t’shirt og veninden får en top. Men undertøj kan vi ikke se. Så vi spørger damen bag skranken om de har noget. Hun griner lidt og siger, ja men ikke noget til sådan et par små piger. Vi forklarer så at vores veninde i huset er ret stor og det er hende som skal bruge en BH. Eller faktisk en busteholder. For når de har mere end 3 hægter, er det officielt en busteholder. Ok siger damen og op af skuffen hiver hun to faldskærme fra golfkrigen. Eller det troede vi. Men det viser sig at være den busteholder hun ville sælge os. Vi overvejede faktisk et kort øjeblik at bruge den til drag racing. Men det er begrænset hvor meget fart man kan få sin cykel i 40 graders varme. Og i øvrigt, hvis vinden tog fat i den, ville vi sikkert ende i Venezuela. Så vi råbte røv og smuttede igen. Og endelig kunne vi komme ned til stranden. Den var længe savnet. Den første strand butik har badedyr. Og eftersom min (H)valborg drøner rundt til raves i Heathrow lufthavn, eller hvor hun nu er, så skal jeg jo have en ny. Så vi stopper op og beder om en hval. Indehaveren af biksen sidder på sin taburet i døren til butikken og drikker en guiness. Han rejser sig for at finde en hval. Men det viser sig at de er udsolgt. Han spørger så om jeg ikke vil have en krokodille, eller en haj måske?? Men her bøjer jeg mig ikke. Jeg vil ikke spises af med sådan et anden rangs badedyr, når jeg nu vil have en hval. Og i øvrigt har jeg allerede planlagt at den skal hedder Walter. Så manden sukker og spørger om vi så lige vil passe hans butik en halv time, for så skal han ud og køre efter en hval. Klart vi vil. Veninden sætter sig straks på taburetten og han vender om og skynder sig at tage sin øl (spritkørsel er ikke ulovligt ved Verdens ende), siger - Der er kolde øl bag disken og så kører han ellers. Han kom tilbage efter en halv times tid med en hval og jeg kunne stolt præsentere ham for en bunke pengesedler. Jeg havde nemlig solgt en virkelig ækel strandtaske til nogle tyskere. Han blev glad og i belønning, pustede han Walter op. Hvilket jeg sætter stor pris på, for med mine astmatiske rygerlunger ville jeg nok være i gang med at puste endnu, hvis jeg selv skulle have gjort det.

Da vi langt om længe kommer ned på selve stranden, møder vi en masse kendte ansigter. Min “kæreste” agtige fyr Hundread og hans kammerater. Hundread kommer straks med to liggestole og en parasol, sætter sig selv i min stol og siger, waz up?? Jamen der er vel egentlig ikke så meget at svare på det, så jeg smiler og siger, well nothing - let’s go snorkling…  Fortsættes…

Nu er det så at vi faktisk begynder at panikke en lille smule. Ikke alene er samtlige 3 kæmpe kufferter væk, men også tasken med min oppustelige spækhugger. Og hvad sjov er der ved at tage på stranden uden (H)valborg?? Vi skynder os derfor til klage skranken. Her sidder et par Trini damer og vi forklarer dem om vores skrækkelige rejse, manglende kufferter og hvad skal vi egentlig gøre?? De beder os beskrive bagagen og så vil de sende en efterlysning ud. Vi skal ikke være så bekymrede siger de. Det skal nok dukke op i morgen. Vi forklarer at i morgen skulle vi gerne være ved Verdens ende og ikke længere på Trinidad og de siger det ikke bliver noget problem at sende vores bagage til Verdens ende. Så henter vi det bare der i morgen. Men måske vi lige skulle overveje at blive på Trinidad i nat og så shoppe noget tøj i morgen, for mulighederne er ret begrænsede for den slags på søster øen. Tja hvorfor ikke. Efter flere døgn i fly og lufthavne ville det være fedt med en overnatning på Marriott hotel på Trinidad. Vi har jo 150 US dollars i lommen og det svarer til ca. 1000 T&T dollars. En T&T dollar har præcis samme værdi som en dansk krone, så det er dejlig nemt at regne med. Til forskel fra Danmark er deres gennemsnits time løn dog kun, 9 kr. Så man kan komme langt med 150 US dollars. Vi ringer derfor til vores faste Trini chauffør, Marlon, og sætter os til at vente på ham i den udendørs bar. Vi hygger og griner og pludselig gennemtrænges området af lyden af brølende køer. Eller i hvert fald en brølende ko. MUUUUH siger det og folk ser sig bekymrede rundt. Vi ved godt vi er i et U-land, men alligevel… køer på landingsbanen??  Her gad jeg så godt at være sådan lidt cool, og bare lade som om at den slags var jeg da vant til, men nej… jeg fløj op af min barstol og drønede rundt for at finde koen. Den kom nærmere og nærmere og jeg gloede som en vild. Var først da Marlon parkerede sin flaskegrønne toyota og lige gav et “trut i hornet” at jeg opdagede hvor lyden kom fra. Gensynsglæden var stor og latteren endnu større da vi kørte væk fra lufthavnen og lige hørte en ældre mand udbryde; Det var sgu den hurtigste ko jeg har set i mit liv.

På Marriott hotel var de meget forstående overfor de her tre hvide, meget hvide faktisk, damer i knap så hvidt tøj og med hvad der engang var mascara, men som nu var reduceret til sorte klatter, i øjenkrogene. Faktisk var de så forstående at de straks gav os deres Executive Suite. Og nu skal jeg ikke gøre mig klog, men tror ikke det er ret ofte at nogen bestiller den suite med en ekstra opredning. Her til historien bliver jeg nødt til at forklare at det rent faktisk var 1. april. Og jeg havde hele turen igennem prøvet at komme på en fed aprilsnar. Sådan noget som, vi kan ikke komme med flyet, vi nåede ikke flyet, vores bagage er væk etc. Men det var af gode grunde ikke spor sjovt, så faktisk var jeg en smule frustreret. Og det er så typisk mig. Min bagage er væk og vi mistede to dage af ferien men det der gør mig indebrændt er alle de forspildte aprilsnars chancer. Nu er Marriott hotel et meget fint hotel, så al konversation foregår med dæmpede stemmer, betjeningen er yderst serviceminded og der er rent faktisk en ung mand i uniform med en guldvogn til bagagen (hvis man skulle være så heldig at have den slags). Bag skranken står en meget pæn dame og en ekstremt bøssoid herre. Men eftersom homoseksualitet er forbudt på Trinidad, undskylder vennerne ham nok med at han bare er en fyr med for meget østrogen. De to meget flinke folk udstyrer os med endnu en pose hver med shampoo, sæbe, tandbørste, tandpasta, t’shirt, kam osv. Og da vi er på vej op til suiten, ser damen vores visum armbånd og spørger om hun ikke lige skal klippe dem af os. Da vi fra nu af kun skal flyve indenrigs har vi ikke længere brug for visum, så vi rækker armene frem. Hun klipper mine to veninders armbånd af og så kommer turen til mig. I det sekund saksen klipper, skriger jeg AAAAAAAV så højt jeg kan. Damen springer 2 meter baglæns. Herren skriger mens han slår sig selv for munden. Oh My God udbryder han igen og igen mens han tager sig til hjertet og meget dramatisk lægger an til at dåne. Og jeg er lykkelig. Endelig lykkedes det mig at fyre en aprilsnar af :-) :-)  Og næste morgen kommer en tjener hen til mig og spørger om det var mig med aprilsnaren. Hæhæ. Efter morgenmad og min venindes 2,5 time lange spabad, ringer jeg til lufthavnen for at høre om vores bagage. Og til stor jubel får vi at vide, den er lokaliseret og vil ankomme næste morgen til Verdens ende. Yes der. Så skal vi bare lige købe et enkelt sæt tøj og undertøj hver. Så veninden og jeg smutter i West Mall som er et dejlig shoppingcenter med aircondition og får hurtigt købt nogle shorts, t’shirts og badetøj. Vi smutter så også lige ind i en Lingeri butik og finder os hvert et sæt undertøj og gør os klar til at betale. Vi bliver mødt af, hvad en jævn dansker nok vil kalde Big Mammas. To store damer som under ingen omstændigheder vil være med til at vi bare køber det undertøj uden at prøve det. Vi forsøger at forklare at vi simpelthen ikke har tid til at prøve det og derfor går de på kompromis. Hvilket betyder at inden vi fik set os om, stod vi midt i en lingeri butik med hver sit sæt sorte hænder på vores bryster. Jeg bad i mit stille sind, om at vi bare fik lov til at købe trusserne… Og nogen må have hørt mig, for ikke længe efter var vi klar til at blive afhentet og flyve til Verdens ende.

Trinidads lufthavn igen. Vores fly er en smule forsinket. Eller dvs. at flyene fra i morges er forsinket, så alt er blevet rykket frem. De flyver med en halv times mellemrum til Verdens ende, så det ville ikke blive alt for slem ventetid. Desuden udnyttede vi at vi er hvide og kom længere frem i køen. Ganske grotesk at det kan lade sig gøre, men det kan det. Så os en tur igennem endnu et security check. Indrømmet, det var med vilje at jeg havde gemt den lighter i min t’shirt lomme, men synes måske nok det var at gå til yderligheder at bede mig tage alt tøjet af. Kan kun konkludere at Ondskaben findes i hele verden. Men endelig endelig endelig er vi fremme. Vi har ingen bagage så vi går simpelthen op til vores guesthouse fra lufthavnen. Vi har bestilt to værelser. Et til veninden og jeg og et til cloggs damen og hendes cloggs. Også her var der gensynsglæde og Mrs. Sandy uddelte knus og kram og sagde vi havde fået det sædvanlige værelse. Skønt og så kunne rejsekammeraten jo bo på værelset ved siden af og alt var godt. Men her er det så at Mrs. Sandy siger at vi jo kun har booked et værelse. Jeg må indrømme at jeg på det her tidspunkt faktisk ikke var specielt tålmodig længere. Jeg siger til hende at vi har booked to værelser og hun siger hun lige vil ringe til agenten. Jeg ved ikke om hun bare ikke tænker over den slags, eller hun ikke synes det er noget at skamme sig over, men i hvert fald hører jeg hende skælde agenten voldsomt ud. Hun nærmest råber ind i røret at han kunne sige sig selv at vi ikke kan være på et værelse. Den ene af os er jo så stor og fed at hun alene ville optage en dobbeltseng. Jeg synes ikke der er nogen grund til at fortælle vores rejsekammerat om det ordvalg, men jeg konfronterer Mrs. Sandy med det. Hendes svar kom helt fra hjertet. Jamen når man er så stor og tyk kræver man meget plads. Og der skal jo også være plads til dig og veninden… Således bliver vi endelig installeret ved vores endestation. Bagagen vil ankomme i morgen og så er der ikke mere der kan gå galt. Eller… Fortsættes

Nå lad mig se… hvor vi kom vi til. Jo vi er nået hele vejen over den Engelske Kanal på et døgn. Vi skal ikke klage. Tænk på at H.C. Andersen sagde: At rejse er at leve - og han mente faktisk en togtur over den jyske hede. Men nu ser det ud til at vi også kommer over det næste hav, atlanten selv. Udstyret med boardingpas myldrer vi ud til vores fly og her må jeg sige at jeg faktisk er imponeret. Har aldrig fløjet med Jumbo Jet før. Det er et KÆMPE fly og der er passagerer i to etager. Heldigvis for os er flyet på ingen måde fyldt, så da turen begynder at blive for lang, kan vi lægge os på hver sin 4 sæders række og koge lidt. Det søde personale hos Virgin gør ellers en del for at turen ikke skal føles lang. Vi får hver en pose med hørebøffer, uldsokker, tæppe, tandbørste og pasta (det er nemlig strengt forbudt at medbringe selv, så giver perfekt mening at det bliver delt ud i selve flyet?!?) Derudover er hver passager udstyret med sin egen skærm med ikke mindre end 18 film, serier og nyheder. Man glemmer næsten helt at få ondt i bagdelen af at sidde fastklemt i samme stilling 12 timer i træk. Men turen gik faktisk forbavsende let. Vi havde på forhånd lavet en aftale om at ingen måtte nævne ordet cigaretter. Og hver gang nogen røg i en film, skiftede man ganske enkelt kanal. Og selvom smilene til sidst var en smule anstrengte, lykkedes det os at bevare roen.

Mit første indtryk af Barbados er, fladt… Vi fløj over øen og jeg så ikke en eneste bakke eller skov. Faktisk så det ud til at være 100% bountyland. Men nu var det jo kun en mellemstation for os, så havde lidt håbet at det så usselt ud og at strandende mindede om Den Permanente en august dag med over 25 grader. Men vores dygtige pilot fik taxiet vores fly ind på plads. Noget af en præstation faktisk. Jeg tænker det var lidt som at hælde 2 liter cola i en 1,5 liters flaske og få det til at være der. Ud af flyveren og det kunne kun gå for langsomt. Nu skulle der ryges. Barbados måtte bestemt være sådan et uland hvor rygepolitik var ligeså fjernt som atomkraftværker. Men snydt igen. Ingen rygning før ankomsthallen. Og før ankomsthallen skulle man først gennem told og immigration. Så da vi stod i køen med de andre kornfede europæere, var nikotinhungeren næsten ulidelig og vi var forvandlede til tre små hvide sprængfarlige bomber. Den ene stadig iført blå Cloggs. Da det blev vores tur ved paskontrollen, tog den flinke dame vores pas og konstaterede at vi ingen visum havde. Jeg skyndte mig at forklare at vi havde en aftale ved Verdens ende og jo ikke skulle være på Barbados, men bare var i transit. Damen smilede og sagde, jamen i kan da bare få jeres visum her, så behøver i ikke tænke mere over det. Fantastisk jo. Bortset fra at hun kaldte på en vagt som tog vores pas og førte os ind i det mest usle venterum. Ingen vinduer, stålsæder og neglebidende sorte mennesker som sad som på nåle. Må indrømme at jeg et kort sekund fortrød og tænkte at nu var det slut, det her blev vores endeligt. Men 2 minutter efter kom en flot ung mand ind i rummet og hentede os. Vi forklarede ham nødvendigheden af at få lov til at ryge og han sagde at det kunne vi gøre på vej til check inn. Det er jo det fede ved de Caribiske øer. Lufthavns kontorerne ligger som regel udendørs. Så vi sugede som sindssyge på vores prince og mærkede straks roen sænke sig over os. Ved ikke helt hvad der skete ved Check inn, men da vi havde stået lidt i kø og kamprøget, kom vores guide til os igen med 3 boardingpas i hånden. Nu skulle vi så bare finde en ATM så vi kunne hæve 150 US dollars og få vores visum og så afsted igen. Pengene blev hævet og mens vi havde stået i kø, havde vores guide mødt en kollega. Det var jo synd at afbryde deres snak, så vi tændte os lige nogle flere smøger. Der er jo det ved lufthavne at man aldrig ved hvornår det er slut med rygningen. Et par smøger senere kommer vores guide hen til os og siger han er ked af det, men vi bliver altså nødt til at skynde os nu. Dernæst tager han os hen til security. På den anden side af security sidder en dame ved et bord med nogle armbånd. Vores guide forklarer hende et eller andet, siger til os at vi skal gå hen til hende og få et armbånd på, giver os vores pas og ønsker os en rigtig god tur. Som sagt så gjort. Vi får hver et armbånd, Sådan et festival agtigt et. Men i stedet for Skanderborg 2009 står der Caricom visa. Ombord i flyet lægger jeg mærke til de andre passagerer. Alle sorte og alle iført samme armbånd. Men jeg forstår ingenting. vi har jo stadig de 150 dollars så det kan da umuligt være visum vi har om armen. Jeg spørger forsigtigt damen i rækken bag mig om hun ved hvad det hele betyder. Hun smiler bredt og fortæller os at med det armbånd på kan man frit rejse mellem alle de caribiske øer. Det er internt Caribisk Visum og det er gratis for de indfødte men turister skal give 50 US dollars for det. Vi forstår stadig ikke hvorfor vores guide gav os de armbånd gratis. Eller hvorfor han lod os bruge alt tiden på at ryge. Eller hvorfor han hentede boardingpas til os. Men en ting er helt sikkert. Vi vil aldrig glemme hans gæstfrihed Ved nærmere eftertanke kunne det måske skyldes at han ikke kunne få os hurtigt nok ud af sit land. Jeg mener, vi så ikke ligefrem appetitlige ud i tøj vi havde siddet i næsten to døgn og jeg kan heller ikke forestille mig at vi lugtede af blomster. Men hvorom alting er var vi nu næsten fremme ved Verdens ende. Vi manglede kun Trinidad hvor vi skulle hente vores bagage og så kunne vi se en ende på det. Fra Trinidad er der kun et kvarters flyvetur til Verdens ende. Vores fly landede som det skulle. Vi var meget spændte på paskontrollen på Trinidad. Ville de godkende vores armbånd, ville de kræve 50 dollars, ville de overhovedet lukke os ind i landet. Mine to rejsefæller var meget nervøse bag mig og jeg forsøgte at tillægge mig en naturlig mine. Fuldstændig spildte kræfter. Da det blev vores tur gad damen ikke engang se vores pas. Hun sagde blot, have a nice stay… Jeg kan ikke lade være med at tænke på om Check inn damen i Kastrup ikke var fyldt med løgn. Nægtede at tro at de her mennesker ville sende et par hjem igen bare fordi de ingen visum havde. Med mindre selvfølgelig at det lige netop den dag var en kontrollør fra Caribisk Folkeparti som var på vagt. Men jeg tror nærmere at damen i Kastrup havde lagt mærke til vores rejsefælles blå cloggs og simpelthen besluttet at det skulle straffes. Eller måske havde hun et væddemål med en kollega om hvor mange kunder hun kunne få til at græde på én vagt, uden at det skulle virke mistænkeligt. Anyways, vi er næsten ved Verdens ende. Denne her lufthavn kender jeg rigtig godt eftersom jeg har boet på Trinidad, så frem med bagagevognen og hen til båndet. Jeg har dog mere tålmodighed end min kusine, Kiviline, som nærmest sætter sig på bagagebåndet for at være sikker på at få sine ting først, så jeg og veninderne stiller os i ro og mag, med visheden om at vi klarede det og ferien nu for alvor er begyndt. Og det er først da bagagehallen næsten er tom at vi vover at tænke tanken…Hvor fanden er vores kufferter??? Fortsættes…

Lad mig se, hvor kom vi til… Jo cafeen i lufthavnen. Vi tjekker lige tavlen for at se hvornår vi skal boarde vores fly til London og kan så se det er lidt forsinket. Egentlig heldigt, for ellers havde vi nok ikke nået at ryge og personligt ville jeg hade at tilbringe 18 timer uden at ryge med mig. Ikke at jeg er nogen dum kælling eller noget… eller jo det er jeg vist egentlig. Så fint at vi nåede at ryge. Vi går derfor friske og frejdige til boarding skranken. Men allerede inden vi når helt ind, ved vi der er noget galt. Og ganske rigtigt. Flyet er yderligere forsinket. Normalt ville det nok udløse en smule irritation hos de damer, men vi er stadig så eksalterede over at vi fik hustlet os til at komme afsted, at vi bare går ud og ryger igen.

Først sikkert ombord på Boing 740 til Heathrow opdager vi at det måske kommer til at knibe lidt med tiden… Faktisk skal vi flyve med noget der ligner 5000 km i timen for at nå næste fly til New York. Vi spørger en stewardesse i flyet om hvad vi skal gøre, for vi kan se at det bliver noget nær umuligt at nå vores næste fly. Her er det så man opdager at finanskrisen også er kommet til Britsh Airways. I stedet for en modellignende skønhed med stort colgate smil, bliver vi mødt af en furie som på ingen måde kan skjule at hun har for små sko på og synes det er vores skyld at hun har en vabel på størrelse med Kilimanjaro. Hun hvæser noget om hvad vi selv troede hun kunne gøre her 2 km fra jordens atmosfære. Jeg smiler undskyldende og overvejer et kort øjeblik om jeg mon kan være i bagageboksen, bare så hun ikke ser mig igen.  Men vi var selvfølgelig ikke de eneste som skulle videre til New York, så stemningen i kabinen faldt så drastisk at iltmaskerne sprang ud fra alle sider.

Dog landede vi i Heathrow uden problemer og så skulle vi ellers afsted. Med benene på nakken (indrømmet, det går hurtigere med benene på jorden, men det andet lyder sjovere) drønede vi til terminal 3 for at se om vi med lidt held kunne nå vores fly. Nu var vi, som før nævnt, ikke de eneste som skulle til New York, så Heathrows Terminal 1 var som med et slag forvandlet til Hurlumhejhus med skrigende unger, løbende fædre og mødre i alle former. Men vi kommer da endelig til Terminal 3. Og jeg ved faktisk ikke hvorfor, men det er åbenbart meget vigtigt for os at komme først. Som om det kunne løse noget som helst. Vi har fået boardingkort allerede i Kastrup så vi har helt styr på hvor vi skal hen. Vi kommer til gaten og bliver mødt af den mest larmende stilhed jeg til dato har oplevet. Har aldrig set så tom en gate. Der er ikke engang folk ved skranken længere.Jeg kunne faktisk næsten se vindhekse komme rullende over gulvet. Jeg så på mit ur og gav det 10 sekunder. Men allerede efter 3 sekunder kom det fra geniet bag mig: vi nåede det ikke !! Fame godt set Einstein. Men nu var det at hurtigløberne havde en fordel. For nu galt det om at komme først til en British Airways skranke så der kunne gives nye billetter, laves nye rejseplaner osv. I nogenlunde samlet flok fandt vi så en bemandet skranke og fik at vide vi skulle henvende os i Terminal 1. Her var det så at fanden tog ved folk. Enhver var kun sig selv nærmest og jeg forventede faktisk at se Thomas Mygind stå på et lille podie med et stopur og sige; Sæt i gang.

Hvordan præcist vi fandt til Terminal 1 er lidt sløret. Men pointen er at vi kom derhen. Næsten uden at blive irriteret på vores rejsekammerat med tilhørende blå cloggs. Og det kan godt være at cloggs er det mest behagelige fodtøj i hele verden, men de er fame ikke særlig praktiske når man går til 800 meter løb i lufthavn og faktisk satser på en medalje. Men som sagt når vi til Terminal 1. Her kan vi se en familie stå og tale med en B.A. medarbejder. Moren græder hysterisk, børnene halv sover og faren forsøger at trøste sin familie. De skal tilbage til Terminal 3 er den besked de har fået. Jeg ser på mine venner og siger, jeg ordner den her. Henvender mig til samme B.A. medarbejder og forklarer sagen. Han siger så at vi skal tilbage til Terminal 3 og så vil de tage sig af problemet der. Og jeg siger, nej det skal vi så faktisk ikke. Vi skal blive lige her og så tager du dig af problemet. Det ryster ham en smule, men han kan godt se at han ikke slipper. Det er selvfølgelig aldrig sjovt at skulle arbejde når man har regnet med at komme tidligt hjem og spille World of Warcraft, men lige der lå min sympati på bunden af Themsen. Tror faktisk den røg derned da vi fløj over London.

Medarbejderen fulgte os derfor til en skranke fyldt med British Airways folk. Jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til den familie som med velkrobånd havde hægtet sig fast på os. Men her var jeg large… Så længe vi fik hjælp, skulle det nødigt hedde sig at jeg ikke undede andre samme gode service. Da det blev vores tur ved skranken, fortalte jeg damen om vores trængsler og hun havde en beroligende virkning. Hun fortalte os at nu skulle alt nok blive godt. Eller dvs. i morgen skulle det nok blive godt. For der var ikke lige flere fly til vores destination den dag. Men til gengæld fik vi et hotelværelse inkl. mad på deres regning. Så skulle vi møde næste morgen i lufthavnen ved samme skranke og der skulle vi så tjekke om vores bagage var blevet overført. Den kunne nemlig ikke lige skaffes nu, så vi fik hver en pose med en t’shirt, tandbørste, sæber, shampoo, sokker, trusser og hvad der ellers hører til almindelig overlevelse. Selve opholdet på lufthavns hotellet er ikke værd at berette om. Det var vel som den slags er og vi var faktisk stadig helt ekstatiske over at i det hele taget at være afsted, så vi tog alt som eventyr.

Kl. 6 næste morgen blev vi afhentet af lufthavnsbussen og kørt direkte til Terminal 3. Vi fandt straks British Airways skranken, forhørte os om vores bagage og fik at vide den var sendt afsted, men at vi skulle hente den i Manchester og checke den ind igen. Vores tur var nemlig ændret så nu skulle vi til Manchester og så til Barbados og så til Trinidad og så til Verdens ende. Jeg kunne ikke lade være at tænke på hvordan et vækkeur kunne ændre skæbnen for så mange mennesker. Jeg mener, vores fly fra Kastrup til London var forsinket pga. en medarbejder i Rom. Og vil vædde på det var kaptajnen som havde sovet over sig. Det medførte så at 50 folk ikke nåede deres næste fly og skulle have dispensation. Hvis jeg sover over mig betyder det at mine kollegaer skal øve Counter strike uden mig. Og sådan er vi så forskellige. Men afsted kom vi. Og da vi landede i Manchester blev vi bedt om at komme op til nogle folk som ville tale med os. De ville så fortælle os at der var sket et eller andet, de vidste ikke hvad, som betød at vores bagage altså ikke var i Manchester. Men de skulle nok sørge for at den kom til Verdens ende. Vi tog det med et smil og fik meget ros fra de ansatte. Det er de færreste passagerer som tager den slags pænt. Men som vi forklarede dem; det havde på nuværende tidspunkt taget os 26 timer at nå fra Århus til Manchester, og så kan man altså ikke forvente at ens bagage kan være lige så hurtigt fremme Fortsættes i rejsen til Verdens ende del 3

Efter den fine respons på Briller og Bylder vil jeg berette om Rejsen til Verdens ende. Jeg selv og to veninder beslutter os for at rejse til Verdens ende (det er faktisk en ø i Caribien vi skal til, men vi kalder det Verdens Ende for nemhedens skyld). Vi glæder os som små børn til at komme dertil. Vi har været der før og drømmer om smukke mænd og bounty strande. Eller drømmer og drømmer. Faktisk bliver vi ringet op temmelig ofte af de ovennævnte mænd som savner os. Her kunne jeg så godt komme ind på emnet Rent a Dread eller beachboy giggolos, men det er en heeelt anden historie.

Dagen oprander og vi skal afsted. Det har taget temmelig lang tid at pakke til turen, i det vi denne gang vidste hvad vi skulle ned til og havde ret gode ideer om hvordan vi ville se ud. Nu er det så sådan at min veninde og jeg har en lille intern joke, hvor vi gemmer noget i den andens bagage. Som regel uskyldige ting som Tebreve eller Cloggs. Tænk på ydmygelsen ved at blive stoppet i tolden og skulle tage et par fede, skrigende orange plastik træsko med huller op af sin taske. Med det in mente passede vi begge godt på vores kufferter og lod dem helst ikke ude af syne. Men tilbage til turen. Vi skal med tog til Kastrup Lufthavn og har taget masser af underholdning med i form af kort, terninger, psp og film. Sjovt nok er det hele til den 3,5 times lange togtur uden rygepause, hvor ingen af os har tænkt på de 18 timer i fly.

Da vi sidder i toget kommer vi til at tale om tv serien Airport. Vi griner lidt af dem som kommer for sent til deres fly og derefter bebrejder lufthavns personalet at de har ødelagt deres ferie. Selv er vi i rigtig god tid. Faktisk vil vi ankomme til Kastrup 4 timer inden vi skal flyve. Det er også en noget presset tur vi skal på. Fra Kastrup til London. Fra London til New York. Fra New York til Trinidad og fra Trinidad til Verdens Ende. Men humøret er højt. Vi skal være afsted i 16 dage og så betyder sådan et par flyveture ingenting. Vel ankommet til Kastrup bliver vi enige om at checke ind med det samme. Så skal vi ikke slæbe på de betydeligt tunge kufferter og kan få overstået de overdrevne security checks. Ikke at jeg har noget i mod at få taget fingeraftryk, hornhinde scanning, blive sat ind i en box med trykluft, tømme samtlige ting der kan tømmes på min person inkl. tarm og blære eller andet i den dur. Men når alarmerne så alligevel ringer når jeg går igennem dimsen og et kvindemenneske på størrelse med Hagrid fra Harry Potter nærmer sig med en stav, ja så er det at jeg begynder at ryste over hele kroppen. Jeg navngiver hende på stedet Ondskaben, da jeg simpelthen kan se at hun med sin blotte tilstedeværelse kan gøre de fleste mænd impotente.

Nå men så langt er vi jo slet ikke nået endnu. Vi skal først til Check Inn. Forrest i køen og af med bagagen. Damen tjekker billetten, beder om at se pas og siger så: I har jo ikke noget visum… Øhh nej smarte, det ved vi da godt vi ikke har. Men Verdens ende kræver jo ikke visum. Vi var der jo lige for to måneder siden. Her kommer så de frygtede ord; Jo der er indført visum i hele Caribien i denne tid pga. Cricket verdensmesterskab. Jeg kan se hvordan min veninde stivner og det ellers normalt muntre blik i øjnene, slukker. Hun spørger damen hvad vi så skal gøre og damen sender os over til British Airways skranken. Men når lige at fortælle at uden visum kommer vi altså ikke med flyet. For så sent som sidste uge havde Verdens ende sendt et kærestepar retur pga. manglende visum. Vi henvender os så til B.A. skranken hvor vi forklarer en venlig dame vores problem. Hun kan godt nok ikke gøre noget for os, men synes da det er synd. Jeg spørger hvordan vi får fat på de visum og hun siger at jeg jo kan prøve at gå hen i 7 eleven, de har en netcafé og der kan jeg nok google det. Er først her længe efter jeg har tænkt på om ingen af hendes 4 computere da ikke kunne have gjort det. Men med 120 i timen løber jeg afsted for at finde den computer. Det må have set ret sjovt ud, for godt nok er jeg ikke særlig høj, men til gengæld er jeg næsten ligeså bred. Og med panik malet i ansigtet, er det ikke så underligt at folk kastede sig til siden. Ellers havde jeg nok også bare tromlet dem ned.

I 7 eleven finder jeg computeren og jeg googler lynhurtigt Caricom Visa som det altså hedder. Jeg får straks en side frem med hvordan jeg får det visum. Og det tager faktisk kun en måned at få. Man skal bare sende sit pas over sammen 50 US dollars, så stempler de og sender retur. Nu er det så sådan at jeg har boet i Verdens ende og kender alt til deres post system. En dag modtog jeg en seddel hvorpå der stod Final Notice. Altså sidste chance for at afhente den pakke som var kommet til mig. Jeg tog ned på posthuset og spurgte efter pakken. Den var lige kommet, så hvorfor det var Final Notice forstod de ikke lige, men postbudet havde nok skrevet forkert. Til gengæld var det 3 måneder siden pakken var sendt fra Danmark. Så jeg var godt klar over jeg nok ikke kunne nå at få 3 visum på de efterhånden kun 3 timer vi havde til afrejse. Men jeg ville fame ikke give op. Vi havde glædet os til den rejse og vi havde aftaler med både venner og kærester, så vi skulle bare afsted. Tilbage ved B.A. skranken hvor de andre stadig stod, tænkte jeg at jeg ville ringe til alle de Caribiske ambassader og konsulater i København, Oslo og Stockholm, så kunne de måske være behjælpelige. Men… og nu siger jeg ikke at caribere er dovne…  det er da påfaldende at ikke ET eneste havde åbent. Blev kun mødt af telefonsvarer. Kan så fortælle at ved Verdens ende er mottoet, tag dig tid… Vi tog faktisk en dag tid på en ekspedient i et supermarked. Hun var 17 minutter om at gå fra kassen til en hylde 10 meter væk og tilbage igen. Og hun stoppede ikke på vejen. Faktisk tror jeg man ville kunne nå at sparke hende i røven og løbe fra stedet inden hun overhovedet vendte sig om. Er værd at overveje til en anden gang.

Tilbage til lufthavnen. Min veninde er nu på randen af panik. Det plejer at være hende som tager sig af alt, men jeg kan se at det her kræver at jeg handler. Vores tredie rejsekammerat tæller ikke når det drejer sig om den slags. Hun var et eller andet sted bare med. Desuden havde hun blå cloggs på og hvem kan tage nogen alvorligt der går i blå cloggs?!? Men gode dyr er jo rådne, så jeg tænker så det knager (tror faktisk at der blev aflyst et enkelt fly, da de troede det var en vinge der faldt af, men til alt held tænkte jeg ikke så længe). Jeg finder igen min telefon frem, men denne gang ringer jeg til vores chauffør ved Verdens ende. Han må da kende nogen. Til alt held og på trods af tidsforskellen, tager han telefonen. Desværre er han meget langt fra lufthavnen, men han giver mig et telefon nummer dertil. Jeg ringer op, bliver mødt af en lyd som mest af alt minder om 10 pattegrise der bliver trukket i halen. Kan så konstatere at opkalds modem stadig bruges ved Verdens ende og lægger opgivende på. Jeg bladrer lidt videre i min telefon og ser så et navn der er bekendt. Everton. Det var fyren som lejede cykler ud til os forrige gang vi var der. Og han bor endda på den rigtige ø ved Verdens ende. Jeg tager chancen og ringer ham op. Han tager, mod alle odds, telefonen og mod endnu flere odds kan han huske os. Jeg forklarer ham at vi står i lufthavnen i Danmark og ikke må komme med flyet pga. manglende visum, så om han vil tage til lufthanen og finde en immigrations medarbejder. Everton er ikke en hvilken som helst fyr, så han siger, Sara - ring tilbage om 10 min. Jeg cykler nu. Med håb i stemmen fortæller jeg de andre om min plan. Jeg vil simpelthen tale med immigrations myndighederne i Verdens ende. Forklare situationen og høre om de vil være søde at lukke os ind i landet. De 10 minutter går og jeg ringer igen til Everton. Han har fundet en medarbejder og giver hende røret. Som sagt forklarer jeg hende hele historien. I mellem tiden er vi gået tilbage til Check inn skranken. Min veninde forklarer check inn damen at jeg taler med myndighederne i Verdens ende. Damen jeg taler med siger: Intet problem kære. I kommer da bare. Så laver vi et visum når i er her. Bare husk US dollars. Jeg siger, stadig med damen i røret, til check inn damen at vi gerne må komme uden visum osv. Damen ser tvivlende ud, men siger at i så fald vil hun have et navn på den immigrationsmedarbejder jeg taler med ellers kommer vi ikke med det fly. Nu er vi så tæt på de smukke mænd og bounty strandende at vi faktisk kan mærke sandet mellem tæerne. Jeg spørger pænt damen i telefonen om jeg må få hendes navn og hun siger… NEJ. Her svarer jeg så, mange tak og vi ses når vi ankommer, lægger på, smiler til Check inn damen og siger; Hun hedder Marianna Lee (præcist hvordan jeg kom på lige det navn lader vi stå hen i det uvisse). Det var nok for damen og hun skriver på vores billetter; må komme ind i landet efter aftale med Marianna Lee. Vi checker ind, kommer gennem security, selv ondskaben får et smil da hun visiterer mig, og endelig… Endelig kan vi sætte os i ryger cafeen på den rigtige side af lufthavnen. Og de to andre får næsten ikke kaffen galt i halsen da jeg fortæller dem at jeg selv fandt på navnet… Fortsættes…

Men tiden går jo. Og sådan noget som kontaktlinser er jo ikke noget man bare lige kaster sig ud i. Først skal man have en tid. Og det skal jo være en dag hvor både du selv og brillemanden kan. Og så skal man lære at proppe ting i sine egne øjne og derefter tage stilling til om de er behagelige osv. Så jeg har ikke lige fået dem endnu. Altså ikke udelukkende uvilje fra min side. Jeg har faktisk lavet ikke mindre end 2 aftaler. Jeg har så også  meldt afbud til 2 aftaler. Men er jo tanken der tæller…

Jeg sidder så hjemme i min dejlige lejlighed en søndag aften og ser et eller andet ligegyldigt i tv mens jeg spiller ludo på nettet med nogle venner. Synes pludselig jeg får en lidt våd fornemmelse i trusserne og eftersom hverken Tyra Banks eller hendes supermodeller, eller ludospillet gør mig i en interessant tilstand, må det jo være noget andet. Jeg undskylder mig, daffer ud på toilettet og konstaterer at det er tid til en tampax. Nu er jeg i en alder hvor sådan noget som at bruge tampax kører ligeså meget på rutinen som at drikke når man er tørstig, børste tænder om morgenen, tisse når man skal osv, så det er med stor forundring det går op for mig at jeg faktisk ikke kan bruge den tampax. Jeg begynder at få flashbacks til en lejrskole i 8. klasse hvor min veninde og jeg sad i hver sin toiletbås mens hun guidede mig igennem min første tampax oplevelse. Det blev ingen succes og efter en time i smertehelvede, fandt jeg ud af at jeg havde sat den på tværs og slet slet ikke der hvor den skulle sidde… Nå men jeg kan jo ikke sidde derude hele aftenen, så jeg smider tamponen ud, finder et bind et og nogle mormorunderbukser og tænker ikke mere over det.

Næste morgen starter som de fleste andre morgener. Gårsdagens tampax oplevelse er lykkeligt glemt, indtil jeg sætter mig ned i sofaen. En smerte som havde jeg sat mig på en kaktus, skærer gennem min krop. Her er det så jeg begynder at blive lidt foruroliget. Glæder mig over at jeg har fri fra arbejde i denne uge for hvad jeg end har, vil jeg i hvert fald ikke melde mig syg pga. ondt i fjamsen. Jeg griner lidt for mig selv. Ondt i fjamsen. Det er godt nok grimt, men jeg aner ikke hvad jeg ellers skal kalde det. Jeg nægter pure at sige skeden. Det er bare for grimt. Jeg tænker tilbage til seksualundervisningen i 4. klasse. Min klasselærer sagde vagina. Men lyder man så ikke lidt som om at man er for fin til at kalde en skovl for en skovl… Nå men jeg trøster mig med at jeg alligevel aldrig skal fortælle nogen om det, så jeg kan kalde det hvad jeg vil i mit eget hoved.

Da jeg lidt senere vil rejse mig, er det som om kaktussen fra før simpelthen er fulgt med op gennem min krop og jeg går præcis som dronning ingrid så ud. Det gør virkelig ondt og jeg bliver enig med mig selv om at ringe til lægen næste morgen. Præcis hvad jeg skal sige til hende må jeg så øve for mig selv. Skal det være den sådan henkastede friske; Hey Liselotte, ved du hvad, jeg har sgu ondt i fjamsen, er det noget du lige gider tjekke? Eller skal jeg være pinligt berørt og sige, Hej Liselotte. Jeg har meget ondt i øhh du ved, øhh de nedre regioner - øhh nej ikke sådan underlivet, altså øhh du ved, sådan under livmoren agtigt… Eller skal jeg være den saglige: Goddag Liselotte. Jeg har oplevet nogle smerter ved skeden. Det vil gerne at du lige ser på. Heldigvis er der en god lang dag til forberedelse. Samme aften får jeg en veninde på besøg og hun kan naturligvis ikke undgå at se min dronning Ingrid imitation og spørger om jeg er ok. Jeg får sagt noget med menstruationssmerter. Det er altid en plausibel forklaring. Om man så har ondt i albuen.

Da vækkeuret ringer tirsdag morgen går jeg lidt i panik. Så er det nu. Alle de indøvede forklaringer kører i mit hoved. Hvilken skal jeg vælge?? Ved første forsøg er der heldigvis optaget. Puha, reddet lidt endnu. Ved andet forsøg lyder klartonen. Jeg trækker vejret dybt ind og forbereder mig på at ralle en helt masse af meget hurtigt. Faktisk er jeg næsten allerede startet på Hej Liselotte, da stemmen i mit øre siger, Det er læge Nils Larsen… Alt luft går ud af mig. Jeg fremstammer, undskyld forkert nummer og lægger på. Den situation havde jeg slet ikke forudset. At hendes mand som hun har klinik med kunne finde på at tage telefonen. Shit. Nu ved jeg slet ikke hvad jeg skal gøre. Kan jeg mon vente en dag mere? Jeg rejser mig prøvende op. Kaktussen melder sin ankomst. Jeg kan IKKE vente. Men… Pludselig slår det mig… Juhuuu fagre nye verden. Jeg sender da en mail til lægen. Yes. Så er jeg også sikker på at få fortalt det hele. Ha hvor er jeg smart. Skrive skrive skrive og tryk på SEND. Så er det bare at vente på svar.

Det går nogle timer, men så kommer det - You’ve got mail. Fedest. Det er fra lægen. Lille pus da, du skal da bare ringe. Men jeg vil gerne at du kommer i dag kl. 16. Så mig under bruseren. Var nok ren nok, men tager absolut ingen chancer når det gælder den slags undersøgelse. Der var en veninde som engang var så sød at sige til mig, hey har du egentlig tænkt på at når man ligger der med fødderne i bøjler, så kan lægen ikke alene se din fjams, men også dit røvhul?? Og siden den dag har jeg nok været lidt pernittengryn hvad det angår.

Men det bliver tid til besøget hos lægen. Jeg tager derop. Går så normalt som muligt, omend lidt langsommere end normalt. Heldigvis er der ingen i venteværelset og jeg kan høre min læge tale i tlf, i gangen, så jeg kommer hurtigt til. Da jeg kommer ind glemmer jeg helt at være flov. Min læge har bare sådan en beroligende virkning på mig. Jeg hiver kludene og springer galant op i bøjlerne (ja ok så, jeg er kun halvanden meter, så jeg kommer der op på en eller anden måde, det må være godt med det). Lægen prøver forsigtigt med sit spekulum (latin for skedetang, jojo man ved sørme et og andet) og siger uden omsvøb, Ja sara du skal en tur på sygehuset. Du har en byld. En BYLD !!!!! At blod forsvinder fra mit ansigt. Jeg ved ikke hvad jeg havde ventet, men i hvert fald ikke det her. Jeg kan jo ikke have en byld. Der er bare nogen ting jeg ikke har. Jeg græder næsten da jeg beder hende tjekke igen. Hun smiler til mig og siger, hør nu her lille skat. Det er ikke så slemt. Du kommer en tur ud på Skejby og de giver dig noget bedøvelse og væk er den når du vågner. Ja ok det kunne jeg måske så godt se. Og det vil jo gå hurtigt, så ingen behøver vide noget. Bortset fra at jeg godt er klar over at jeg vil ynkes fra nær til fjern over at skulle på hospitalet. Nå men hvis jeg antager en lidt humoristisk vinkel, er der nok ingen som reagerer på at det faktisk er en byld som er grunden til opholdet.

Jeg får lov at tage hjem og pakke en taske inden turen til Skejby. Jeg sender en venlig tanke til mit mobilselskab som har sendt mig en usb til mobilt bredbånd, pakker min bærbare og toiletgrej og en bog. På dette tidspunkt har min hjerne vist så småt erkendt at naturligvis er det en byld, der er vist ikke andet der kan gøre så ondt.

På sygehuset er der dejligt stille. Det passer mig storartet. Er i gravkammer stemning. Jeg bliver hurtigt hentet af en sød ung læge på min egen alder. Hun er vist svensk eller norsk, men jeg kan godt forstå hende. Hun er gynækolog og får mig behændigt op i endnu et par bøjler. Hun forklarer pædagogisk at hun vil scanne mig, så de kan se hvor den her satan sidder. Jeg lukker øjnene og tænker på at det snart er forbi og så er jeg damen som engang havde en byld, men aldrig mere. Desværre gør det ca. ligeså ondt som at blive voldtaget i numsen med førnævnte kaktus, da hun prøver at scanne, så hun ringer til sin overlæge for at få hende til hjælp. Damen kommer hurtigt til og prøver også. Nej det er umuligt. Men de fik dog set nok til at konstatere at Satan selv slet ikke sidder i underlivet, men helt oppe bag blæren. Og så er det jo faktisk slet ikke gynækologer som skal helbrede, trøste, lindre som der står så flot på indgangen til Århus Sygehus. De to damer ringer i fællesskab til kirurg som med det samme afviser sagen og siger, bed hende komme igen en anden dag. Her bliver den svensk/norske gynækolog så noget vred på en meget diplomatisk måde og det ender i hvert fald med at de bliver enige om at give mig noget morfin og så prøve at scanne igen en time senere, hvor han så også vil være til stede. Jo jo, bare giv mig noget morfin. Efter alt det roderi er det mig fysisk umuligt at sidde på et sæde, så jeg er modtagelig for alt. Og jeg må sige at 10 mg. morfin gjorde seriøse underværker. Nu har jeg 3 læger og en sygeplejerske i rummet mens jeg ligger der, men det rører mig ikke. Verden kan bare komme an, så skal jeg fame… øhh falde i søvn. Scanningen kan dog ikke gennemføres helt tilfredsstillende, for der sidder jo noget i vejen og det gør stadig lidt ondt, så aftalen bliver: I morgen skal jeg i narkose hvor man så vil scanne ordentligt og derefter fjerne hvad man kan nedefra og senere så narkose igen og fjerne resten gennem maven. Ja ja siger jeg og håber de snart lægger mig i seng.

Mit ønske bliver opfyldt og snart ligger jeg i en blød seng med fjernbetjening og tilhørende stuefælle. Da jeg kom ind ville jeg lige være lidt sjov og sagde, bare rolig jeg snorker ikke. Da hun så svarede; jamen det gør jeg tænkte jeg bare fuck fuck fuck. Men faktisk gav hun mig et par ørepropper for hun havde været så forudseende at købe to par til eventuelle room mates. Jeg tog i mod dem, men smilede og sagde, ahhh så slemt kan det da ikke være. Det var det så.

Næste morgen var jeg stadig noget omtåget af alt den morfin. Jeg var også træt og irriteret og sulten og det gjorde ondt. Så da der kom en gammel mand ind på stuen og præsenterede sig som overlæge i et eller andet og om han lige måtte undersøge mig, må jeg indrømme at jeg sagde nej. Jeg forklarede ham hvad aftalen dagen før lød på og han sagde at det var ham som skulle operere og gerne liiiige ville se det med egne øjne. Jeg spurgte ham så om han da ikke stolede på sine kollegaer og deres skøn. Her blegnede hans smil lidt, men han fandt hurtigt sin overlæge attitude/selvsikkerhed frem igen og sagde, joo men det var jo kvinder og mænd er nu engang bedre til at undersøge underliv. Her var det så jeg tænkte Oh My Fucking God. Men stadig omtumlet gav jeg mig dog og gik med ham ned til undersøgelses rummet. Her sad der så to sygeplejersker og målte hinandens blodtryk. De blev noget forfjamskede da vi kom og skyndte sig ud. Helt ærligt, hvis jeg arbejde på et hospital, ville jeg sgu også lege med instrumenterne. Ikke så meget at sige til selve undersøgelsen. Men da hr. overlæge sagde, du har menstruation, kunne jeg ikke lade være med at udbryde: Fame godt set Sherlock…!!

Resten står lidt hen i tåge. Men jeg kan fuldstændig ærligt nu sige at der er to ting jeg IKKE har og og det er Briller og Bylder

Briller og Bylder ja. Nu er det sådan at der bare er to ting jeg ikke har. Den ene er briller, den anden er bylder. Jeg ved faktisk ikke hvorfor det er sådan, men det besluttede jeg i en ung alder. Da jeg så blev lidt ældre blev det til en joke i vennekredsen at jeg ikke vil have briller. Mottoet blev, man må fra nu af slå på folk med briller, de har været fredet alt for længe. Naturligvis kun en joke som aldrig blev efterlevet, og de sagde så nogle ting om at slå AGF fans og folk med krøller osv. (Hvis man skulle være i tvivl, så er jeg stor AGF supporter og har sjovt nok også krøller).

Vendepunktet blev så en dag i juni 2009 hvor jeg sidder på stadion og råber af mine lungers fulde kraft: For fanden Graulund din nar, så aflever da bolden. Herefter siger min veninde, øhh Graulund blev skiftet ud i pausen. Se det var jo pinligt. Jeg skyldte skylden på det store antal fadøl jeg havde hældt ned under kampen. Der er nemlig det med AGF at hvis man først er blevet supporter, så kræver det en meget stærk mave. For de giver en mavesår og dårlige nerver, med mindre man hælder store fadøl ned under hele kampen.

Nogle dage efter kommer jeg gående på strøget i Århus i mine egne tanker (ville også være meget dumt at gå i andres tanker), da jeg kan se et eller andet fjols stå og vifte med armene. Jeg går bare videre, men til min skræk kommer fjolset hen imod mig. Først da hun står ca. en halv meter fra min næsetip udråber jeg glad, Hej mor… Se så er det at jeg begynder at undre mig. Denne gang havde jeg ikke drukket fadøl. Men så kom jeg i tanke om at jeg samme morgen havde fået en stærk pille hos lægen, så det måtte være den som gjorde mig langsom.

Næste kamp på stadion. Der er købt et håndtag (5 fadøl i en papdims) stadionplatten er spist, både den officielle og de uofficelle fans er gejlet op, nu starter kampen snart. Jeg ser op på stadion tavlen… intet. Noget blåt og noget rødt med en anelse hvidt er alt jeg kan se.  Jeg tænkte at der måske var blevet fyret et romerlys af siden det hele var så sløret, så jeg spørger vennerne om de kan se noget deroppe og ihhh ja, de kan sørme se det hele.

Nu er det så jeg går hen og bliver en smule bekymret. Der kan da bare ikke være noget i vejen med mit syn. Så gammel er jeg da heller ikke. Troede man skulle være mindst 40 og i øvrigt bruger jeg jo slet ikke briller, så det er bedre bare at glemme det hele.

Jeg får så besøg af nogle venner en dag hvor jeg er lige ved at se noget i tv. De griner og spørger om jeg ikke bare kan kravle ind i tv’et i stedet for at sidde med det på skødet… jeg kan godt mærke hvor det hele bærer hen. En tur til Synoptik er nok ikke undgåelig.

Manden hos Synoptik er meget rar. Ikke videre forstående overfor problematikken med at nægte briller, men han fordømmer heller ikke. Smiler vist nærmest lidt overbærende. Han tjekker mit syn, spørger bekymret om jeg kører bil og griner hysterisk lettet, da jeg siger at det gør jeg ikke. Helt ærligt. Minus 1,75 på begge øjne er da ingenting at skabe sig sådan over. Jeg takker manden for tjekket og han begynder at tale om briller. Min første reaktion er naturligvis total afvisning, men så ser jeg noget ud af øjenkrogen. Jeg har lige fået at vide jeg har minus 1,75 på begge øjne, så jeg burde ikke kunne se det. Men det kan jeg. Et brillestel med et lillebitte D&G mærke på den ene stang. Jeg kan mærke hvordan mit hjerte slår hurtigere. Jeg forsøger at lyde henkastet da jeg siger: De der ser da cool nok ud. Så er det at jeg faktisk også kan se ekspedientens hjerte begynde at slå hurtigere og han bliver meget familiær nærmest. Det er bare en rigtig god brille siger han. En brille ?? Hedder det virkelig det ?? Den er meget populær hos især de unge (jaja bare fordi man er fyldt 30, kan man da godt selv synes man er ung) og så kan jeg få en særdeles fordelagtig afdragsordning. Her er det så jeg går lidt i stå. Afdragsordning. Jeg havde nok mest tænkt på briller som et hjælpemiddel i samme stil som krykker eller høreapparater. Men nix, den var god nok. Med mine enkeltstyrkeglas som jo er billige, ville jeg kunne få den skønne brille til lige over 10.000 kr.

Nu er det så sådan at jeg ganske enkelt nægter at betale 10.000 kr for en vare jeg i første omgang slet ikke ville have. Så jeg smiler til brillemanden og spørger hvad endags kontaktlinser koster

Velkommen til Urbanblog.dk. Dette er dit første indlæg. Rediger det eller slet det.
Hvis du er i tvivl om hvordan du gør, så kig i venstre side af forsiden på urbanblog.dk - der er hjælp og tips til hvordan du bliver en god blogger.